-
I dag skal EUs problembarn afgøre vigtig beslutning for Ukraine
Источник: BDK Borsnyt / 31 янв 2024 23:17:37 America/Chicago
Godmorgen! I dag mødes EUs 27 stats- og regeringsledere, da de skal forsøge at blive enige om en ny stor hjælpepakke til Ukraine. En støtte, Ungarn hidtil har forhindret. Men først dagens andre vigtige overskrifter. Tophistorier En opgørelse viser, at Danmarks egenhændige militære bidrag til Ukraine er større end tre af EUs største lande – tilsammen. Politiet sigter ikke imam, som ulovligt viede mindreårig pige. De kalder ham »Big Guy«. Han er verdens måske mest effektive hitman, men nu er han afsløret. For få måneder siden blev Harboes Bryggeri kritiseret for nepotisme. Nu har direktørens hustru fået en chefstilling. Tusinder må droppe deres medicin, fordi de ikke har råd til den. Læger og patientorganisationer slår nu alarm. Dagens vigtige: I dag er Ukraines skæbnedag I dag holder den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, formentlig vejret, mens alles øjne er rettet mod Bruxelles. EUs 27 stats- og regeringsledere er samlet ved et ekstraordinært topmøde, hvor de skal forsøge at blive enige om en ny økonomisk hjælpepakke til Ukraine på 50 milliarder euro. Stod det til 26 af EU-landene, var hjælpepakken allerede blevet stemt igennem i december, men det satte Ungarns Viktor Orbán dengang en stopper for. Dagens store spørgsmål er, hvad den ungarske premierminister denne gang har tænkt sig at gøre. Og nærmere bestemt, hvad han ønsker i bytte for at give grønt lys til aftalen. Der er med andre ord lagt op til stor dramatik. Allerede op til topmødet har EUs evige problembarn stjålet rampelyset. I ugevis har det føget med trusler mod Orbán i den internationale presse. Hvis ikke han giver sig, vil EU begrænse hans magt gevaldigt, har det lydt. Truslerne har fået Orbán til at skabe en fortælling om, at EU misbruger sanktionerne til at straffe ham, fordi han ikke har de »rigtige« holdninger. En fortælling, der kun blev underbygget, da Financial Times på baggrund af et lækket dokument kunne beskrive, at EU i kulissen har brygget på en plan om at ramme Ungarn på økonomien, hvis han ikke bøjer sig. Orbán beskyldte tirsdag i et vredt indlæg på X EU for at afpresse ham. Ikke ligefrem den perfekte optakt til det vigtige topmøde. Der er dog angiveligt lys i mørket for Ukraine, der håber på hjælp fra EU. Dels hævder Orbán og hans rådgiver, at de er villige til at se på mulige kompromisser. »Kompromisser«, der vel at mærke betyder, at Ungarn får noget for ulejlighed ved ikke at bruge vetoretten. Desuden er Estlands premierminister, Kaja Kallas, optimist forud for det ekstraordinære topmøde. »Lige nu taler vi. Det er en bevægelse i forhold til sidst, hvor Orbán bare sagde nej. Tingene bevæger sig i den rigtige retning,« siger hun på et pressemøde. Hjælpepakken fra EU er blevet ekstra vigtig for Ukraine, da det efterhånden synes næsten umuligt for Joe Biden og Demokraterne at få stemt deres økonomiske hjælp igennem i den amerikanske kongres. Hvis Zelenskyj og ukrainerne i dag igen må se sig forbigået, kan det få alvorlige konsekvenser for det krigshærgede land. Dagens Pilestræde Mandag blev ejendomsgiganten Evergrande sendt til tvangsopløsning af en domstol i Hongkong. Med sig i graven tager selskabet en gæld på over 2.000 milliarder kroner. Det er et tegn på større problemer for den kinesiske vækstmodel, men det kan være en fordel for os her i Danmark, fortæller Ulrik Bie, økonomisk redaktør på Berlingske, i dagens afsnit af Pilestræde. Du kan lytte til afsnittet her. Fik du læst? Business | En ubehagelig overraskelse på lønsedlen: Derfor får mange denne uge udbetalt mindre i løn. Virksomheder | Dansk virksomhed har indført firedages arbejdsuge og opnået »vanvittige« resultater. Samfund | En af landets førende eksperter i skimmelsvamp kalder det dybt problematisk og uacceptabelt, at en række sårbare patienter er blevet smittet med alvorlig skimmelsvamp på Rigshospitalet. Lige nu De seneste timer har budt på heftig aktivitet i Mellemøsten. USAs centralkommando har netop oplyst, at amerikanske styrker har angrebet ti droner og en dronekontrolstation på jorden i dele af Yemen, som houthi-bevægelsen kontrollerer. Dronerne og stationen »udgjorde en overhængende fare for handelsskibe og skibe fra den amerikanske flåde i området«, lyder det. Inden da meldte houthierne om flere angreb mod amerikanske skibe. Vi giver dig seneste nyt i vores liveblog om den konfliktfyldte region. God dag! Venlig hilsen Kalinka Aaman Agger, journalist https://www.berlingske.dk/dagens-overblik/i-dag-skal-eus-problembarn-afgoere-vigtig-beslutning-for-ukraine